Marte Meo bloggen
Marte Meo børnehaven Kullerbyttan
Marte Meo børnehaven Kullerbyttan i Sverige har succes med inklusion. Opskriften er enkel. Alle ansatte skal lære Marte Meo og bruge det i det daglige arbejde sammen med børnene og kollegerne. Sådan!
I Västervik mellem Kalmar og Stockholm ligger Marte Meo børnehaven Kullarbyttan, hvor ledere, pædagoger og køkkenpersonale har gjort Marte Meo til et naturligt grundlag for det pædagogiske arbejde.
– Det er et krav for at blive ansat, at man lærer Marte Meo, fortalte Petra Strøm og Maria Markskog på en velbesøgt workshop med titlen: ”Udviklingsstøttende kommunikation”.
Workshoppen fandt sted på Nordisk Marte Meo Kongres, der blev holdt den 11.-13. maj 2016 i Göteborg.
Børnene bliver set og hørt
Marte Meo børnehaven Kullerbyttan blev etableret for 10 år siden ud fra et ønske om, at Marte Meo metoden skulle være den bærende pædagogiske idé og praksis.
– Vi har meget få konflikter mellem børnene. De er gode til at vente, tage tur, sætte ord på sig selv og lytte til andre, siger Petra og Maria.
Marte Meo børnehaven Kullerbyttan i Västervik er en populær institution blandt forældre, der står i kø for at få deres børn på institutionen, hvor der er 30 børn og en lige så lang venteliste.
Studiebesøg i Marte Meo børnehaven Kullerbyttan
Pædagogerne tilbyder forældre og andre kurser i udviklingsstøttende kommunikation, og de holder forelæsninger om børn og børns udvikling.
– Vi har mange, som kommer på studiebesøg, og vi tager gerne imod besøgende, siger Maria.
Se mere om Marte Meo børnehaven Kullerbyttan i Västervik.
Kærlighedens cirkel
Marte Meo børnehaven Kullerbyttan er et godt eksempel på, hvordan Marte Meo pædagoger formår at skabe et kærligt og lærende miljø med inklusion og udvikling i det daglige arbejde.
Helt i tråd med budskabet i Maria Aarts tre timer spændende foredrag. Titlen på foredraget var ”Kærlighedens cirkel”.
Maria viste film fra forskellige institutioner i Europa og Australien, der alle viste, at holder fagprofessionelle sig til den enkle Marte Meo metode, kan de skabe udvikling og resultater i mange forskellige institutioner og i menneskers liv.
Når læring bliver en leg
Marte Meo Supervisor Inger Hartelius og jeg havde fornøjelsen af at præsentere et projekt om, hvordan ungdomsuddannelser kan forebygge fravær og frafald blandt studerende ved hjælp af Marte Meo.
– Flere deltagere fortalte os, at vores film allerede blev vist til ledere i flere svenske kommuner. Andre fortalte, at de ville tage emnet op i deres kommuner, når de kom hjem, siger Inger Hartelius, Marte Meo Uddannelsen.
En god Marte Meo kongres
Den nordiske Marte Meo kongres tiltrak flere hundrede mennesker fra Norge, Færøerne, Danmark og Sverige.
På de tre dage fik deltagerne tid til at fordybe sig i nyttige og interessante foredrag og workshop, som det vil føre for vidt her at komme ind på.
Se mere i artiklen ”Marte Meo gennem hele livet”.
Målt på antal deltagere og bidrag, så trives Marte Meo i de nordiske lande. Bestyrelsen for den svenske Marte Meo forening har lagt et stort arbejde i at skabe en god kongres, hvilket lykkedes.
Næste kongres på Færøerne
Næste kongres holdes i 16.-18. maj 2018 på Færøerne, der allerede er langt med forberedelserne. Sæt kryds i kalenderen.