Marte Meo bloggen
Far hjælper søn over søskende jalousi

Liam slog sine kusiner og fætre, hvis hans far viste dem opmærksomhed. Og da lillesøster Caya kom ind i hans verden, fik hun også Liams jalousi at mærke. Efter filmoptagelser af samspillet er Liam blevet god til at dele far med andre og han lider ikke mere af søskende jalousi.
I dag hjælper Liam far med at pusle Caya, og han er holdt op med at reagere voldsomt, hvis hans far taler eller viser de små kusiner og fætre sin opmærksomhed.
Det har været hele uddannelsen til Marte Meo terapeut værd, siger pædagog Martin Svendsen fra Svinninge ved Holbæk.
Han er glad, fordi han har fået skabt en god kontakt med sin søn, der også har fået et andet forhold til sine kusiner, fætre og lillesøster.
Video: Far og søn pusler lillesøster
Der manglede noget
Martin er god til at være i samspil med børn og unge, men i forhold til Liam fornemmede han, at der manglede noget.
Jeg havde en fornemmelse af, at der var noget, som ikke var på plads i vores samspil, men jeg kunne ikke sætte ord på det, siger Martin.
Der kunne opstå konflikter i forbindelse med tandbørstning, sengetid og andre situationer uden Martin, helt kunne sætte fingeren på årsagen.
Det er anderledes i dag, hvor jeg er mere opmærksom på hans initiativer, som jeg følger og sætter ord på, hvorefter vi vender tilbage til f.eks. at børste tænder, siger Martin.
Liam anerkendes af far
Liam nyder godt af sin fars opmærksomhed: Han reagerer positivt, når hans far anerkender hans initiativer og samarbejder harmonisk og er glad, når de skal løse opgaver sammen.
Liam kan godt reagere en gang imellem, men ikke så ofte som før, jeg begyndte at filme vores samspil, siger Martin.
Undervejs fik han supervision af Inger Hartelius, der uddanner Martin til Marte Meo terapeut.
Jeg kom til et dødt punkt under forløbet, og det var først, da det gik op for mig, at Liam og jeg ikke havde ret meget øjenkontakt, det begyndte at vende.
Martin blev rystet
Martin lægger ikke skjul på, at opdagelsen rystede ham dybt både personligt og fagligt som pædagog.
Jeg så ikke, at Liam ikke så op, og at jeg ikke tilbød øjenkontakt, siger Martin.
Erkendelsen af den blinde plet i samspillet, fik Martin til at være mere opmærksom på at vente og se Liam og tilbyde ham øjenkontakt.
Jeg blev mere bevidst om at gå ned i knæ og tempo, så vi kommer i øjenhøjde. Jeg venter mere, end jeg gjorde før, og det giver en anden kontakt og et andet samspil, siger Martin.
Samspil mellem Liam, Caya og far
I de sidste filmoptagelser fokuserede Martin på samspillet mellem far, søn og lillesøster.
Jeg filmede en situation, hvor jeg skifter Caya, og Liam hjælper til. Det var ikke gået før, men nu har han glæde af sin lillesøster, siger Martin.
På spørgsmålet, om Liam med tiden var vokset fra sin søskende jalousi og uhensigtsmæssige adfærd, siger Martin:
Jeg ved det ikke, men jeg ved, at han har ændret sig på kort tid, og at vi har fået en helt anden kontakt end før, siger Martin.
Far og søn har fået øje på hinanden på en ny måde, der styrker deres kontakt og samspil. Martin føler ikke længere, at der mangler noget i deres kontakt, og han bruger erfaringerne i sit arbejde.
Jeg har lært meget af forløbet, og bruger det i mit arbejde som pædagog, siger Martin
Martin er ved at afslutte sin uddannelse til Marte Meo terapeut. Forløbet mellem ham og Liam indgår som en case i uddannelsen.