Marte Meo bloggen
Den gode hverdag i ældreplejen

Den gode hverdag i ældreplejen kommer ikke af sig selv. Ældreplejen har brug for metoder, der omsætter teori til praksis og styrker relationen mellem personale og borgere. Marte Meo metoden kan netop dette – og den vinder frem i både udviklingsprojekter, forskning og i det daglige arbejde på landets ældrecentre. Det viser sig tydeligt i Marte Meo terapeuters og -studerendes succesfulde caseforløb og forskningsprojekters resultater.
Hanne Jensens kompendium Marte Meo i Ældreplejen. Introduktion og uddannelseskompendium viser på fornem vis, hvordan metoden kan integreres i denne sektor.
Klar og brugbar formidling
På 115 sider fordelt over 11 kapitler giver Hanne Jensen en grundig introduktion til Marte Meo i ældreplejen. Hun beskriver historien om, hvordan Maria Aars udviklede metoden, hvordan den anvendes i praksis, samt de forskellige begreber, elementer, temaer og trin i uddannelsen i et letforståeligt sprog.
Kompendiet afsluttes med et konkret eksempel på en case: en ældre kvinde, der hjælpes til at tage positivt imod personlig pleje.
Særligt interessant er afsnittene om Marte Meo metodens samspilselementer. Her beskriver Hanne Jensen, hvordan vi ved helt enkelt f.eks. at følge ældre mennesker i forskellige typer situationer, kan skabe det, der skal til for at opnå det samspil, som både de ældre og personalet drømmer om. Det der fører til den gode hverdag i ældreplejen.
Den gode hverdag i ældreplejen
Med overskriften ”Refleksion” ved beskrivelsen af hvert element bliver elementet gjort håndgribeligt og relevant for læseren med et lille afsnit med konkrete eksempler fra hverdagen: ”Mange ældre oplever sig ensomme, betydningsløse og magtesløse. Det betyder så meget, hvis et blik bliver gengældt, et smil returneret eller, der kommer en forbi, der nynner med på samme melodi.”

Se og følge er et værdifuldt redskab til at skabe den gode hverdag i ældreplejen
Teksten understøttes af illustrative tegninger og farvestrålende billeder, der giver metodens elementer liv. Hvert samspilselement er ledsaget af et enkelt og tydeligt symbol, der gør det let at huske. For eksempel er at se og følge illustreret med en tegning af undersiden af to sko med øjne, mens at vente vises med et ur, og at bekræfte er symboliseret af en hånd med tommelfingeren opad.
Disse visuelle virkemidler gør kompendiet ekstra brugbart som opslagsværk og praktisk guide i hverdagen. Indholdet bliver lettere at huske, fordi en tegning ofte siger mere end 1000 ord. Den gode hverdag i ældreplejen hjælpes godt på vej.
En metode der virker i praksis
Hanne Jensen fremhæver værdien af at holde det enkelt, præcis som Maria Aarts gentager igen og igen: „Keep it simple.‟ Dette budskab understøttes i kompendiet, hvor det fremhæves, hvordan man bedst undgår at overkomplicere tilbagemeldingerne i et Marte Meo forløb.
Det samme formidles i et lille afsnit om metodens analyse, og hvordan videoklippene kan formidles. Her beskrives, hvordan klip vises i praksis samt et tre siders afsnit om, hvilken teori, der ud over erfaringerne fra Marte Meo, kan kobles på de videoklip, der anvendes i vejledningen.
Eksemplet med casen om den ældre kvinde, der har svært ved at tage imod hjælp til nedre hygiejne, illustrerer, hvor effektiv metoden er. I starten viser kvinden tydeligt sit ubehag ved at råbe højt, knibe øjnene sammen og skubbe omsorgspersonens arm væk.
Allerede efter tredje optagelse og tilbagemelding oplever personalet en markant forandring. Ved casens afslutning møder omsorgspersonerne kvinden på en måde, der får hende til at føle sig tryg og godt tilpas i situationen. Hun har ikke længere brug for at råbe eller slå ud efter dem, der hjælper hende.
Et praktisk værktøj til mange målgrupper
Kompendiet henvender sig især til Marte Meo terapeuter under uddannelse og deltagere på grundkurser med det formål at skabe gode hverdage i ældreplejen. Samtidig er den en værdifuld ressource for kollegaer og ledere, der ønsker at forstå og implementere metoden.
Med sin overskuelige opbygning fungerer den også som et praktisk opslagsværk for fagfolk og andre i ældreplejen, der søger inspiration til at skabe en bedre hverdag for både borgere og personale.
Kompendiet er udgivet i A4-format med æstetisk opsatte sider, der kombinerer letforståelig tekst med tegninger og billeder. Den visuelle fremstilling understøtter formålet: at skabe overblik og motivere læseren til at anvende metoden i praksis. Layoutet og den solide indbinding gør det velegnet til blive brugt igen og igen – præcis som et godt opslagsværk bør være.
Anbefaling
Marte Meo i Ældreplejen er velstruktureret og inspirerende. Det formidler Marte Meo metoden med stor indsigt og nærvær. Jeg anbefaler den varmt til mine Marte Meo studerende, kursister og alle andre (også uden for ældreplejen), der ønsker at fordybe sig i eller genopfriske metoden.
Marte Meo i Ældreplejen. Introduktion og uddannelseskompendium. Af Marte Meo Supervisor Hanne Jensen. Udgivet af Praksis Perspektiv, 2024 (115 sider)