Marte Meo bloggen
Voldelig borger førte til nytænkning i Lejre
Hvalsø Ældrecenter i Lejre kommune stod i 2008 i en vanskelig situation, der krævede nytænkning. En voldelig borger blev startskuddet til et succesfuldt 2-årigt Marte Meo udviklingsprojekt.
Lige meget hvad der blev gjort, blev problemerne ved med at vokse. Det skyldtes blandt andet, at centeret fik stadig flere beboere med demenssygdomme og psykiatriske lidelser.
For at imødegå de nye behov iværksattes løbende flere undervisnings- og supervisionsforløb, men ledelsen måtte konstatere, at de nye tiltag ikke havde den store effekt.
Udviklingen fortsatte den forkerte vej. Det tog hårdt på medarbejderne og flere medarbejdere sagde op på grund af det hårde psykiske pres.

Zena og Anne fra Hvalsø Ældrecenter
Voldelig borger fik humøret i bund
I foråret 2009 havde man en voldelig borger, som det var særligt vanskeligt at pleje og drage omsorg for. Beboeren var aggressiv og voldelig, hvilket tog på kræfterne og fik humøret i bund hos de ansatte.
På initiativ af en medarbejder iværksatte Hvalsø Ældrecenter et Marte Meo forløb, da medarbejderen havde hørt, at metoden var god til at bryde dårlige cirkler, som man oplevede, man var havnet i.
– I forløbet fik den pågældende medarbejder nye arbejdsmetoder og blev mere bevidst om, hvad der foregik i samspillet mellem hende og beboeren, lektor og Marte Meo Supervisor Inger Hartelius, UCSJ.
Små tiltag
Beboeren faldt under forløbet til ro og begyndte at samarbejde. Det viste sig tydeligt, at metoden med små og enkle tiltag gav medarbejderen en nøgle til at skabe kontakt og ændre samspillet.
Faglig selvtillid
Medarbejderen fik mange gode oplevelser, som styrkede hendes faglige selvtillid og gav hende et mærkbart oveskud både i forhold til den før så vanskelige beboer og til kollegerne.
På et stormøde for alle ansatte fortalte hun, at før forløbet var hun bange for beboeren, men efter hun har lært at se og møde ham på en ny måde, oplevede hun, at hun ikke alene kunne mestre pleje- og omsorgsopgaverne, hun kom også til at kunne lide ham.
Nye mønstre
En voldelig borger blev således startskuddet på et to årigt Marte Meo forløb for alle medarbejdere og ledere på Hvalsø Ældrecenter.
Projektet, der blev støttet af Forebyggelsesfonden, havde til formål at øge medarbejdernes kompetencer, så de lærte at bryde egne mønstre i forbindelse med pleje af og omsorg for beboerne.
Skaber kvalitet i omsorgen
Projektet er blevet evalueret af sociolog, professor Hanne Warming fra Roskilde Universitetscenter, der konkluderer:
Foruden en væsentlig forbedring af arbejdsmiljøet, viser projektet, at man med Marte Meo kan forbedre borgernes livskvalitet i form af bedre relationer, mere værdighed og aktivitet. Borgerne er i høj grad blevet set, hørt og mødt, hvilket er helt essentielt for et menneskes livskvalitet”
Medarbejderne fortæller, at de har fået øget selvtillid, mere positive relationer til beboerne og er kommet til at holde mere af dem.
Større arbejdsglæde
De fortæller også, at de er blevet bedre til at arbejde udviklingsorienteret, inddragende og anerkendende, og de har fået større arbejdsglæde og kollegialt samvær.
Medarbejderne og ledelsen har med projektet lært at give slip på lidt af kontrollen og handlekraften for at skabe rum til beboernes egen handlekraft og selvbestemmelse.
Rum og redskaber
I forhold til debatten i pressen om forventninger til ansattes empati og sympati i den offentlige omsorg, viser erfaringerne fra Hvalsø Ældrecenter, at sympati udvikles eller kan genopstå, når medarbejderen får rum og redskaber til at skabe et miljø, hvor han eller hun ser, hører og møder beboeren på dennes præmisser:
Det gør en stor forskel, når medarbejdere får mulighed for at arbejde udviklingsorienteret ud fra en praktisk faglig metode, der med små og individuelt tilpassede tiltag kan skabe gensidig livskvalitet.
I i denne proces bliver empati en faglig indgang til at skabe sympati og nærvær, hvilket er grundbetingelser for både læring, omsorg og trivsel.
Læs mere
Demensdagene 2015: Stor efterspørgsel efter at blive filmet og få vejledning
Her finder du også Hanne Warmings: Evalueringsrapport projekt Mønsterbrydning
Ovenstående er let redigeret uddrag af kronik skrevet af lektor, cand. mag. og Marte Meo Superviser Inger Hartelius, UCSJ og undertegnede. Kronikken blev bragt i Kristeligt Dagblad den 19. juli 2012.
Inger Hartelius har stået for det to-årige Marte Meo projektet i på Hvalsø Ældrecenter.