Marte Meo bloggen
Innovative pædagoger giver Greve et boost
Det begyndte med en nyskabende idé i Greve. I dag er den under navnet Booster et tilbud, som andre kommuner kommer langvejs fra for at lære om.
Jeg elsker det. Det er så energifyldt, siger ressourcepædagog Jane Larsen, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, Greve.
Det Jane elsker, er sit arbejde. Sammen med fem andre pædagoger vejleder ressourcepædagogerne personalet i kommunens dagpleje og daginstitutioner for børn fra 0-6 år.
Greve satser målrettet på forebyggelse, og vi har gode muligheder for at komme med ideer, modeller og praktiske løsninger, som vi sammen med ledere og pædagoger fører ud i livet, siger Jane.
Video: Et boosterforløb i praksis
I videoen får pædagog Trine Kaufmann fra børnehaven i Tjørnelyhuset støtte af Boosteren til at kæde tre stille piger sammen, så de oplever glæde ved hinanden og inkluderes mere i børnehaven.
Innovative pædagoger
De seks ressourcepædagoger har alle en uddannelse som Marte Meo terapeuter.
Vi har en vis arbejdsdeling i vores team. Nogle er gode til at komme med ideer og nye arbejdsmodeller, og jeg er den, der holder oplæg om vores erfaringer, siger Jane.
Jeg har aftalt et interview med Jane, efter jeg hørte hendes foredrag om kommunens Booster-funktion på Marte Meo ugen i uge 11 i år.
Et tilbud
Jeg møder Jane på Jerismosevej 95, hvor ressourcepædagogerne holder til sammen med Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), som de arbejder tæt sammen med.
Ideen til Booster-funktionen er udviklet af Ette Berg i teamet og begyndte for nogle år siden at tage form. I dag er den et integreret tilbud til vore institutioner, siger Jane.
Baggrunden er kommunens politik om at arbejde målrettet med forebyggelse og inklusion. Boost er engelsk og kendt i det danske sprog siden 1991.
Opmuntre og løfte op
At booste bruges i betydningen at forstærke noget eller at forbedre noget.
I Greve lægger man vægt på at opmuntre, løfte og forstærke den målrettede inkluderende praksis, som en personalegruppe har igangsat.
Et boosterforløb betyder i praksis, at fokus flyttes fra barnet til personalets egen faglige udvikling, siger Jane.
Tre punkter for fokus
Personalet på f.eks. en stue støttes i at opsætte handleplaner for sig selv med det formål at blive mere reflekterende og fagligt præcise på tre punkter:
- Personalets pædagogik i praksis
- Personalets samarbejde
- Institutionens organisering
Boosteren er en medarbejder, som er uddannet af ressourcepædagogerne til ”skulder-ved-skulder” at vejlede og sparre med kollegerne.
Telefon til Booster
En institutions personale kan ringe eller sende en mail eller sms til ressourcepædagogerne, hvis de ønsker en Booster tilknyttet til en stue i en periode.
En Booster kan også tilbyde en stue et boosterforløb, hvis personalet og en ressourcepædagog i en længere periode har arbejdet sammen om at løfte indsatsen.
Uanset om det er et tilbud eller en efterspørgsel kommer en ressourcepædagog ud og tager et dialogmøde med lederen og stuens personale. Sammen vurderes det, om et forløb skal begynde, siger Jane.
Rammer for et boost
Et boosterforløb varer 4 måneder og rammerne er:
- At udgangspunktet er en stue, hvor personalet tager initiativ til et boosterforløb
- At personalet allerede arbejder med forbedring indenfor pædagogik, samarbejde og organisering
- At personalet siger ja til at arbejde nysgerrigt og reflekterende sammen Boosteren
- At institutionen samarbejder både med ressourcepædagogen og Boosteren
- At Boosteren er den tætte samarbejdspartner i institutionen
- At ressourcepædagogen er tovholder og facilitator på møder
- At ressourcepædagogen er sparringspartner og vejleder for Boosteren
Forløbet begynder med et møde til afstemning af forventninger. Under forløbet evalueres forløbet hver 3. uge og én måned efter afslutning af forløbet. Et opfølgningsmøde holdes tre måneder efter forløbet.
Skulder ved skulder
Undervejs holdes et antal ”skulder ved skulder” observationer, hvor Boosteren er i praksis og sparre med personalet og leder om ændringer, siger Jane.
Det grundige forløb skal sikrer, at personalet selv kan arbejde videre og sparre med hinanden, så stuen fastholder og integrerer udvikling indenfor de tre fokusområder i det daglige arbejde.
Det er spændende at opleve, hvordan tingene ændrer sig i processen fra en usikker og måske tøvende start til glæde og ønske om at lære mere. Det så givende at få lov at sparre med personalet, siger pædagog Kathe Paludan, der har været booster i ét år.
Bygger på Marte Meo
Boosterforløbet bygger på den anerkendende og positive tilgang, som kendes fra Marte Meo, og ønsker en fra personalet at indgå i et Marte Meo forløb, har han eller hun mulighed for det.
Marte Meo er en integreret del af den måde, vi arbejder med vejledning og inklusion i Greve, siger Jane.
Studieture til Greve
Greve har så stor succes med de innovative pædagogers Booster-programmet, at fagfolk fra andre kommuner tager til Greve for at høre og lære om det.
Vi får jævnligt besøg af kolleger fra andre kommuner, som ønsker at lære af vores erfaringer med at give institutioner og personale et boost, så de bliver endnu bedre til at arbejde forebyggende og at inkludere 0-6 årige i Greve, siger Jane.
En ressourcepædagog er en pædagog, der arbejder udviklingsorienteret med at understøtte institutioner og personalets egne ressourcer.