Marte Meo bloggen
Familier søger råd og vejledning hos pædagoger

Børnene taler pænere og er gode til at finde løsninger i stedet for at skabe konflikter. Det fortæller forældre og skole efter pædagoger i Greve begyndte at integrere Marte Meo i det daglige arbejde med børnene. Flere familier søger nu råd og vejledning hos pædagogerne, når de har brug for det.
En mor fortæller, at hun oplever en tydelig forskel på det yngste og det ældste barn, der var på daginstitutionen Dammen før pædagogerne begyndte at arbejde med Marte Meo.
Den yngste er god til at finde løsninger, siger moren, som jeg møder, da hun skal hente sit barn.
Jeg er taget til Dammen i Greve for at tale med pædagog Dorte Pretzmann for at høre, hvordan hun og de 15 kolleger arbejder med Marte Meo metoden.
Jeg har arbejdet 18 år i Dammen og har været med siden institutionen blev bygget, men det var først senere i 2011, at jeg tog Marte Meo uddannelsen, siger Dorte.

Pædagog Dorte Pretzmann.
Når man kan se effekten
Hun blev inspireret efter et Marte Meo oplæg på Dammen, og siden har hun været den drivende kraft i at gøre Dammen til en Marte Meo institution.
Det er svært at lade være, når man kan se effekten, siger Dorte.
Hun fortæller med stolthed i stemmen, at flere forældre spørger pædagogerne til råds og bruger deres faglighed i forhold til børnene.
Dorte fortæller også, at de har fået meldinger fra skolen, der oplever, at børnene fra Dammen taler pænere og er gode til at finde løsninger.
Som besøgende oplever man hurtigt, at der er en positiv stemning og børnene er gode til at tage hensyn og spørge hinanden eller de voksne, hvis der er noget, de ønsker.
Individuel støtte
Dorte har én dag om ugen, som hun kan bruge på Marte Meo, men derudover bruger hun også noget af sin fritid, når hun analyserer videooptagelser af kollegerne sammen med børnene, der kan have forskellige udfordringer.
Nogle børn har f.eks. brug for støtte til at præsentere sig selv eller ændre en udadreagerende adfærd, mens andre kan have brug for støtte til at skabe kontakt og legerelationer.
Et hovedtema i pædagogernes arbejde er at støtte børnenes sprogudvikling.
Vi har 85 børn fordelt på to vuggestuer og tre stuer for børn mellem 3 og 5 år, så det at støtte børnene i at mestre sproget og en hensigtsmæssig adfærd, er en tilbagevende opgave.
Fast punkt på personalemødet
Det samme gælder de voksne på Dammen, der arbejder systematisk med elementerne i Marte Meo metoden.
På hver stue og i fælleslokalet hænger der skilte med elementerne i Marte Meo.
Vi har efterhånden fået et fælles fagsprog. Vi arbejder alle i en periode med det samme element f.eks. at bekræfte børnenes initiativer, siger Dorte.
Næsten alle pædagogerne har været igennem Marte Meo forløb, hvor Dorte filmer dem i samspil med et eller flere børn.
Det spændende har været at opleve kollegernes og forældrenes engagement, der er vokset i takt med, at de oplever, at det virker.
Marte Meo er et fast punkt på personalemødet, hvor Dorte viser filmklip og deler viden om, hvordan man kan støtte f.eks. Peter i at fungere sammen med de andre børn.
Videofilm: Intro til forældre
Forældre inspireres
Vi inddrager også forældrene i vores arbejde med deres børn, så de ved, hvad vi gør. Flere forældre er blevet inspireret og deler gerne glæde og erfaringer med os.
Til forældrene har Dorte lavet en videofilm, som vises til alle nye forældre, så de fra dag 1 har et klart billede af, hvordan pædagogerne bruger Marte Meo i det daglige arbejde.
Vi introducerer også nye kolleger til metoden, ligesom jeg løbende filmer mine kollegerne, når de efterspørger det.
Vejledning ændrer perspektivet
Ifølge Dorte bruges der ikke mere tid, når der arbejdes med kontakt og samspil mellem børn og voksne og børnene imellem.
Forklaringen er, at Marte Meo forebygger konflikter og giver både børn og voksne redskaber til at skabe en positiv og hensigtsmæssig adfærd sammen med andre.
Marte Meo ændrer vores og familiernes perspektiv fra at tænke i problemer til at tænke i løsninger, der giver mening og som virker, siger Dorte.
Intro-filmen “Marte Meo i Dammen” vises til nye forældre, så de kan se, hvordan pædagogerne bruger metoden i den pædagogiske praksis. Filmen er venligst udlånt af Dammen.