Marte Meo bloggen
Den bedste morgen med Aya og Milas
Normalt plejer morgenen at være præget af stress og konflikter, og en sur mor og krop umulige børn. Men en dag blev alt anderledes. Se hvordan det lykkedes mor at ændre samspillet fra konflikter til den bedste morgen ever.
To børn på 3 og 1½ år og det tredje barn på vej er en udfordring for de fleste småbørnsfamilier.
Når man oveni lægger, at mor ofte er alene på posten, mens far er væk i flere dage for at passe sit job, så er det ikke så mærkeligt, hvis alt ikke kører på skinner.
Video: Måltid med god stemning
En gave at få lov at prøve
Derfor blev kommende sygeplejerske Jannie og pilot Anders Nielsen fra Hagested ved Holbæk glade, da deres ven, pædagog Martin Svendsen fra Svinninge, spurgte om de ville medvirke i et caseforløb, hvor han som led i sin uddannelse til MarteMeo terapeut filmede deres samspil med børnene og gav dem feedback.
– Det er en gave at få lov til at prøve. Vi talte om det og blev enige om, at det ville vi gerne, siger Jannie og Anders, som jeg besøger en lørdag formiddag i december 2014.
Daglige konflikter
Forud var gået en periode med daglige konflikter især med Milas. Sammen med Martin aftalte de, at de skulle filme mor og Milas for sig og far og Milas for sig, men de fik fælles feedback af Martin.
– Det var ofte mig, der havde konflikter med Milas, men når Anders var hjemme i flere dage, så opstod der også konflikter mellem Milas og Anders, siger Jannie.
Relationer under lup
Milas ville ikke ud af døren. Han ville ikke have skiftet ble og måltiderne forløb heller ikke så godt.
– Derimod havde han ikke noget imod at få børstet tænder, men når jeg skulle putte ham, så gik det ofte galt, siger Anders.
Konflikterne med Milas påvirkede også forholdet mellem Jannie og Anders, så de var motiverede, da Martin inviterede dem til at sætte familiens relationer under lup.
Vi er blevet mere tydelige
De begyndte forløbet i august i år, samme måned som Janne begyndte i praktik på Holbæk Sygehus.
– Milas havde svært ved at vænne sig til, at jeg nu også skulle væk hjemmefra, hvilket betød, at vi skulle tidligere op, så jeg kunne aflevere børnene i børnehaven, inden jeg kørte videre på arbejde, siger Jannie.
Bedre til at rumme børnenes følelser
I alt har Martin filmet familien 6 gange og givet feedback, og det har ændret situationen.
– Vi er blevet bedre til, at sætte ord på os selv, så vi bliver tydelige og forudsigelige, så børnene ved, hvad der skal ske, siger Jannie.
Og Anders supplerer:
– Ja og vi er også blevet bedre til at rumme og anerkende børnenes følelser, så de føler sig set og hørt, hvilket har gjort det hele nemmere, siger Anders.
Glade børn og god samvittighed
Gennembruddet kom en travl morgen, hvor Jannie for første gang oplevede effekten af at se og anerkende børnenes initiativer.
Jannie, der var alene med børnene, blev så glad, at hun straks efter børnene var afleveret i børnehaven skrev en SMS til Martin, og fortalte om oplevelsen.
– Jeg kørte til uddannelsen med et stort smil og god samvittighed, og siden har samspillet i familien været ændret, siger Jannie.
SMS om den bedste morgen
Hej Martin.
Jeg vil bare lige fortælle, at jeg har haft den bedste morgen ever, takket være dig og dit arbejde!!! Anders kørte på arbejde kl. 6, så jeg skulle selv gøre børnene klar og aflevere til morgenmad kl. 7 i børnehaven, inden jeg selv kørte i skole. Normalt plejer sådan en morgen at være præget af stress og jag, mig, der er sur, og børnene krop umulige… Men i dag har bare været helt anderledes, stemningen var helt i top, jeg satte ord på mig selv, var forudsigelig, anerkendte deres følelser og opmærksomhed, og det hele kørte bare på skinner. Når konflikterne var ved at opstå, blev de afværget lige så hurtigt igen. Det resulterede i, at jeg afleverede nogle glade børn og selv kunne køre i skole med god samvittighed.
Tusind tak Martin!!!
Har fået et fælles ståsted
Både Jannie og Anders er glade for, at de begge er blevet filmet og fået feedback. Det har påvirket deres forhold
– Det er udfordrende at ændre adfærd, men vi har fået nogle gode redskaber, som har givet os en fælles forståelse og ståsted i forhold til børnene og hinanden, siger Jannie og Anders.