Debatten mellem børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) og valgmenighedspræst Morten Kvist i Herning er et godt eksempel på kommunikation, der ikke lykkes.Begge udviser en ringe forståelse for betydningen af gensidig respekt i forholdet mellem lærere og elever

Emnet, som debatteres i Kristeligt Dagblad den 29. oktober og 14. november 2010, er relativisme i den danske skole og mere konkret:

Hvad stilles op med umotiverede elever i sprogfagene især tysk?

Debatten fik mig til tasterne, og her kan du læse mit forslag til en kronik, som jeg sendte til Kristeligt Dagblad.

Det blev ikke til en kronik, men en kommentar, der blev bragt 17. 12.2011.

Jeg har lagt hele teksten på bloggen, da især Marte Meo elementerne ikke fandt vej til avisens spalter.

Tysklærer Madsen

Jeg husker min skoletid og tysklærer Madsen, der var autoritær og en frygtelig hidsigprop. Han kørte folkevogn og var spejderleder.

I hans øjne var vi åndeligt dovne, umotiverede og urolige. Især i drengenes bange øjne sortnede alt, når lærer Madsen kom ind i lokalet.

Timerne var for ham og os et mareridt

Timens højdepunkt var, når lærer Madsen begyndte at kaste med kridt. Så var det med at dukke sig, for det sved. Det var ypperligt!

Spejder-Madsen var ok

Knap så sjov var det, når vi fik en lussing eller blev slået med pegepinden. Ofte måtte vi efter tur vandre bodsgang op til skoleinspektøren. Vi var bestemt ikke søde, men var lærer Madsen sød?

Nej, det var lærer Madsen ikke, men spejder-Madsen han var ok.

Uden for klasserummet havde Madsen et andet tag på os drenge, uden at vi og måske også Madsen spekulerede over forskellen i de to samspil. Sådan var det bare!

Måske anerkendte vi og lærer Madsen bare livets relativisme. Men tysk grammatik fik vi drenge ikke lært i lærer Madsens timer. Men vi viste i praksis, at man kunne udvise gensidig respekt i en sammenhæng, men ikke i en anden.

Men hvad skulle lærer Madsen stille op med os umotiverede drenge?

Det store problem

Som udgangspunkt er Antorini og Kvist enige om, at både piger og drenge skal lære grammatik, men så hører enigheden også op.

Kvist ønsker, at skolen skal betone det faglige indhold og nedtone pædagogik.

I stedet for at se film om Tyskland skal man lære tysk grammatik

Antorini kvitterer med denne kommentar:

Selvfølgelig skal man også lære grammatik i tysk. Men man kan godt lære det på en relevant måde. Det store problem med sprogfagene er jo, at alt for mange børn i folkeskolen mister lysten til at lære sprogfagene

Ulysten blandt landets elever foreslår hun håndteret ved at:

koble motivation på fagene

Hvad Antorini mener med at koble motivation på fagene, spurgte avisen desværre ikke ind til.

Filosof på banen

I stedet for spurgte avisen filosof og projektleder Henrik Gade Jensen fra den liberale tænketank CEPOS, om årsagen til ”Det store problem” i folkeskolen.

Han udpeger tidens relativisme og dermed fravær af fælles værdier som hovedårsag til miseren.

Det betyder, at lærere i dag skal kæmpe for at være en autoritet i skoleklassen og over for forældre, mens de førhen var en naturlig respekt for et embede og en funktion

Førhen er ifølge Henrik Gade Jensen ”de sidste årtier”. Jeg vil gætte på, at Henrik Gade Jensen tænker på de årtier, som fulgte efter 1968. Men det er kun et gæt.

Respekt for embede og funktion

Som skoleelev før og efter 1968 kan jeg genkende det med respekt for et embede og en funktion, men ikke at respekten var naturlig.

Min far var en stor tilhænger af respekt for embede og funktion, mens min mor mente, at lærer Madsen ikke var dygtig nok.

Kvist er enig med både min mor og far, men ikke med Antorini:

Morten Kvist

Den højt besungne motivation, som Antorini siger skal kobles på fagene, er sund at vente på. Det er dejligt at undervise motiverede elever, alle bliver klogere, og den gode lærer kan trylle den frem i et hvilken som helst fag

Den gode lærer er således ham eller hende, der besidder evnen til at motivere, men svigter evnen, så bør både den gode og den mindre gode kunne tage plan B frem:

Men hvad nu, hvis den ikke kommer eller forsvinder, så snart man når til en side i lærebogen uden billeder?

Kvist har dette svar på ”Det store problem”:

Det er her, begreber som pligt og disciplin bør træde til, og måske er det her, uenigheden mellem Antorini og mig tegner sig tydeligst

Et andet blik på eleverne

Som ung og ny underviser i filosofi på Midtfyns Gymnasium fulgte jeg Kvists mantra om faglighed fremfor pædagogisk form.

Midtfyns Gymnasium

Resultatet var en venlig samtale med rektor, der bad mig om at skrue lidt ned, da nogle af pigerne klagede over, at faget var alt for svært.

Jeg måtte erkende, at min betoning af faglighed ikke var i samklang med virkeligheden i Ringe. Det var en samtale, der gav mig et andet blik for de pædagogiske værdier og eleverne.

Som jeg læser Kvist, så opponerer han mod, at tingene får lov at flyde, og han efterlyser en løsning på problemet.

Fokus på kommunikation

Han får ingen positiv respons af Antorini, som jeg fik af en dygtig rektor, der venligt og med overblik tog mig ved hånden.

Det havde Kvist næppe forventet, men tænk hvad nu, hvis?

Skal ”Det store problem” løses, vil jeg anbefale at skifte fokus fra faglighed og pædagogik til de erfaringer forskellige faggrupper i disse år gør med at sætte fokus på kommunikationen.

Siden midten af halvfemserne har flere tusinde ildsjæle arbejdet med en anden og livsbekræftende tilgang til kommunikation og samspil mennesker imellem.

Uro i klassen

Folkeskolen og gymnasiet er ingen undtagelse, om end de halter bagefter sundheds- og ældreplejen og især daginstitutionsområdet.

Marte Meo i folkeskolen

I skolen arbejdes der f.eks. med forholdet mellem lærer og elever, der kort kan udtrykkes på denne måde:

”Uro skyldes ofte, at eleverne ikke bliver set og hørt” (Folkeskolen 2. maj 2008).

Se også Vejen til en Aha-oplevelse.

Mig bekendt er der ingen naturlov for, at det ikke kan være både sjovt og angstfrit at lære et fag, hvis læreren mestrer sit fag og de basale elementer i den menneskelige kommunikation.

At gøre fælles

Ordet kommunikation kommer af det latinske ord communis, der betyder ”fælles”. Heraf verbet communicare, der betyder at ”gøre fælles”.

Kommunikation handler om at gøre noget til fælles eje. Det kan være værdier, vi deler med andre. Det kan være holdninger, oplevelser, sorger og glæder. Det kan være viden og at lære, hvordan vi lærer f.eks. sprog.

Kommunikation er en grundbetingelse for alle relationer mellem mennesker.

Vellykket kommunikation ”kobler” mennesker sammen og skaber fælles værdier, mens mislykket kommunikation ”kobler” mennesker af og skaber værdiløshed.

Fænomenet umotiverede elever er et skoleeksempel på mislykket kommunikation og et signal til den person, der bestrider embede og funktion, om at justere kursen uden om ”Det store problem”.

Marte Meo i folkeskolen

Videooptagelser af såkaldte umotiverede børn og unge viser ofte, at de både tager relevante initiativer i undervisningen og gerne vil læreren og faget.

Optagelser viser også, at uro og ulyst opstår, når en lærer ikke ser elevernes initiativer. De kvitterer med at tage flere initiativer i håb om at blive set og opnå et anerkendende tegn fra læreren.

Marte Meo metoden, som ovenstående viden og iagttagelser bygger på, er en konkret og effektiv kommunikationsmetode til at skabe gejst, læring og udvikling, hvor mennesker mødes – også i klasserummet!

Naturlig autoritet

Mestres grammatikken i kommunikationen behøver læreren ikke at kæmpe for at opnå autoritet, den følger med som en naturlig sidegevinst.

Når børn, unge og voksne oplever, at de bliver respekteret ved at blive vejledt på et relevant niveau og anerkendt for deres bestræbelser på at lære f.eks. et sprog, kvitterer de helt selvfølgeligt med at respektere læreren og faget.

Et stærkt signal til skolen

Umotiverede elever er et stærkt signal, som burde motivere skolen til at stille mikroskopet ind på mikroelementerne i kommunikationen, der afgør om undervisningen lykkes eller mislykkes.

Når 281.000 eller næsten hver tredje af de 16-29 årige fravælger en uddannelse, så behøver det ikke være fordi, de mangler evner. Det kan være et sundhedstegn, der viser, at unge i skolen og gymnasiet spotter, at de kobles af fællesskabet.

Det er som bekendt ingen skam at gå, når man smides ud!