Marte Meo bloggen
Små tænkepauser hjælper dig med at få andre til at lytte og engagere sig i din fortælling
Hvad får dig til at stå af, når andre taler eller fortæller dig noget, som du gerne vil høre, men af en eller anden grund begynder tankerne at vandre? Ofte er det fordi fortællerne ikke giver plads til små tænkepauser?
Mit ynglings eksempel er DR’s P1 Orientering, hvor nogle af journalisterne har opøvet en særlig stil eller evne til at fortælle deres historie næsten uden pauser.
Som lytter finder jeg det ubehageligt og spild af tid, når en god historie jappes igennem på rekordtid.
Jeg ved ikke, hvorfor stilen især kendetegner P1 Orientering, men P1 er ikke ene om at undlade pauser.
Ritts kneb
Et eksempel fra en anden branche er tidligere politiker Ritt Bjerregaard, der havde gjort det til en personlig stil at tale uden pauser.
Et kneb som gjorde det pokkers svært for journalister at komme på banen med spørgsmål og især at klippe i indslaget til radio eller TV.
Så er der bare en anden
Et tredje eksempel er fra en skole, hvor en lærer fortalte, at han, når han sagde noget på de store lærermøder, ikke holdt pauser:
Så er der bare en anden, der begynder at sige noget
Fravær af tænkepauser er efter min mening dårlig stil eller mere præcist dårlig kommunikation, som bevist eller ubevidst frakobler, den der lytter.
Pauser øger koncentration og engagement
Erfaringer fra et projekt på Roskilde Tekniske Skole viser, at små pauser i undervisningen hjælper både lærere og elever med at fastholde koncentrationen og skabe engagement.
Se omtale: Marte Meo giver drive, selvtillid, motivation og fastholder elever
Interaktiv undervisning
Ifølge eleverne får undervisning med 40 minutters enetaler dem til at koble sig af undervisningen, mens videooptagelser viser, at når læreren med passende mellemrum ser og venter, byder eleverne af sig selv konstruktivt ind.
– Undervisningen bliver mere interaktiv, når lærerne indbygger korte se og vente pauser i undervisningen, siger professor Hanne Warming, Roskilde Universitet.
Tid til at komme på banen
Hanne Warming konkluderer i sin evaluering af projektet, at:
Pausen bidrager til at fastholde elevernes koncentration og engagement, fordi den giver dem tid til, at de kan nå at tænke sig om og komme aktivt på banen
Læs evaluering: Mod et mere engagerende læringsmiljø
Lærer på sporet
Eleverne var ikke de eneste, der fik udbytte af, at læreren gav sig tid til at se og vente på elevernes respons.
– Ja, så kunne jeg se, at nogle af dem, som ellers ikke altid svarer, blev aktive, og det var dejligt. Jeg har set, at jeg ikke absolut hele tiden skal sige noget for at holde dem på sporet.
Pauser styrker formidlingen
Vil du gerne blive bedre til at få andre til at lytte og engagere sig i din fortælling, er det en god idé at bygge små tænkepauser ind i din formidling eller dit samvær med andre mennesker.